Vedtægter

§ 1   Navn.
Foreningens navn er "Høng Gymnastikforening".

Hjemsted er Kalundborg Kommune, Region Sjælland.

§ 2  Formål.
Foreningens formål er at fremme idrætten, såvel boldspil, fri idræt som gymnastik.

§ 3   Foreningens organisation.
Høng Gymnastikforening ledes af en bestyrelse.

Bestyrelsens sammensætning, valg m.v. er beskrevet i § 11, mens dens opgaver og beføjelser er beskrevet i § 12.

Foreningen består af følgende afdelinger, der ledes af hver sin formand med evt. underudvalg: Fodbold, gymnastik og løb. Udvalgenes evt. sammensætning, valg, beføjelser m.v. er beskrevet i § 13. 

Der kan efter bestyrelsens beslutning etableres afdelinger med andre aktiviteter end de nævnte, blot der handles i overensstemmelse med foreningens formål jvf. § 2.

§ 4  Optagelse af medlemmer.
Som aktivt eller passivt medlem kan optages enhver, der vil følge foreningens formål jvf. § 2. 

§ 5  Kontingent.
Kontingentfastsættelse samt opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

§ 6  Udelukkelse/eksklusion af medlemmer.
Når et medlem er i kontingentrestance udover 2 mdr. kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftlig varsel udelukke vedkommende.

Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan blive medlem af foreningen, før vedkommende har betalt sin gæld til foreningen.

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

Vedkommende skal inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og kan kræve at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den først kommende ordinære generalforsamling. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særligt punkt på dagsordenen.

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens love jvf. § 16.

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages på ny ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutningen om eksklusion.

§ 7  Ordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i november måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel i et eller flere lokale blade med offentliggørelse af foreløbig dagsorden.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Stemmeret har alle medlemmer, der er fyldt 16 år og ikke er i kontingentrestance. Forældre til medlemmer under 16 år har en stemmeret pr. medlem. Det samme har ledere, instruktører og trænere. Stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde.

§ 8   Dagsorden.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1)     Valg af dirigent.

2)     Hovedformandens beretning.

3)     Afdelingsformændenes beretninger.

4)     Forelæggelse af regnskab til generalforsamlingens godkendelse.

5)     Indkomne forslag

6)     Valg af bestyrelse:

 

         a)  Hovedformand vælges i lige år.
         b)  Kasserer vælges i ulige år.
         c)  Gymnastik voksen vælges i lige år.
         d)  Gymnastik børn og ungdom vælges i ulige år.
         e)  Fodbold senior vælges i lige år.
         f)   Fodbold børn og ungdom vælges i ulige år.
         g)  HG/LIF vælges i lige år.
         h)  Medlemsadministration vælges i ulige år.
         i)   Sekretær vælges i lige år.       

         j)   Løbeafdeling vælges i ulige år


7)     Valg af revisorer.

8)     Valg af suppleanter til afdelingsformændene.

9)     Eventuelt.

§ 9  Generalforsamlingens ledelse m.v.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges ved simpelt stemmeflertal. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal dog jvf. § 6 og § 16. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal afstemningen foregå skriftligt blot et medlem ønsker dette, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer.

§ 10  Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst 25 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest en måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om emne, der ønskes behandlet. Om indkaldelsesmåde og bekendtgørelse af foreløbig dagsorden gælder bestemmelserne i § 7.

§ 11  Bestyrelse - valg. 
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til lovene.

Alle valg er direkte valg. Generalforsamlingen vælger dog således, at formands- og kasserers valg foregår på skift, idet valgperioden er på 2 år.

Bestyrelsesmedlemmer vælges enkeltvis afdeling for afdeling, således at det på generalforsamlingen valgte medlem automatisk er afdelingsformand og denne afdelings repræsentant i bestyrelsen.

Bestyrelsen består af  8-10 medlemmer.

Som for formand og kasserer gælder, at valgperioden er 2 år, således at ved formandsvalg vælges yderligere 4 medlemmer og ved kasserervalg vælges yderligere 3 medlemmer.

Samtlige bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter kan genvælges.

Bestyrelsens sammensætning:

1)     Hovedformand, som vælges i lige år.

2)     Kasserer, som vælges i ulige år.

3)     Gymnastik voksen, som vælges i lige år.

4)     Gymnastik børn og ungdom, som vælges i ulige år.

5)     Fodbold senior, som vælges i lige år.

6)     Fodbold børn og ungdom, som vælges i ulige år.

7)     HG/LIF vælges i lige år.

8)     Medlemsadministration, som vælges i ulige år.

9)     Sekretær, som vælges i lige år.

Herudover vælges suppleanter, der er på valg samtidig med de bestyrelsesmedlemmer de er suppleanter for, og har samme valgperiode, samt 2 revisorer, som afgår på skift, for en 2-årig periode.

I afdelinger, hvor der er to poster, kan det ene valgte bestyrelsesmedlem varetage begge, hvis begge poster ikke kan besættes”.   
Desuden ændres der i afsnittet ovenover omkring antal medlemmer på valg, således at der i stedet for ”4 medlemmer” og ”3 medlemmer” kommer til at stå henholdsvis ”3-4” medlemmer og ”2-3 medlemmer

Det bemærkes, at ændringer med hensyn til afdelingsposter, skal vedtages som en lovændring. Dog kan bestyrelsen beslutte midlertidig at udvide bestyrelsen, men en sådan udvidelse skal godkendes på den førstkommende ordinære generalforsamling.

Alle medlemmer over 18 år kan vælges til bestyrelsen. Valgbare er også 1 forældre pr. aktive udøver indtil barnets 18. år, samt ledere, instruktører og trænere.

Medlemsadministrationen har til opgave at varetage kontingentadministration dvs. i samarbejde med afdelingsformændene at opkræve kontingent og følge op på restancer. Endvidere medvirke ved aktiviteter til fremme af medlemspleje og lign.

Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.

§ 12   Bestyrelsens opgaver, beføjelser m.v.
Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen varetager alle foreningens fælles interesser og har det overordnede ansvar for foreningen, herunder de enkelte afdelingers daglige drift og økonomi.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden, er tilstede, dog jvf. § 6.

I formandens fravær træder næstformanden i dennes sted. 

Hvis bestyrelsen består af et lige antal medlemmer, vil formandens stemme tælle dobbelt ved stemmelighed.

Over bestyrelsens forhandlinger føres der en protokol. 

§ 13  Afdelingerne.
Hver afdeling kan oprette underudvalg. Den valgte formand på generalforsamlingen er automatisk formand for dette udvalg. Udvalgene fastsætter selv sin forretningsorden. Udvalgene er forpligtet overfor bestyrelsen, jvf. de regler bestyrelsen har opstillet.

§ 14  Regnskab.
Foreningens regnskab løber fra 1. oktober til 30. september.

Bestyrelsen skal inden generalforsamlingen afgive driftsregnskabet for det foregående år og status pr. 30. september til revisorerne.

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomiske forpligtelser overfor foreningen ud over kontingentforpligtelsen.

§ 15  Revision.
På den ordinære generalforsamling vælges 2 kritiske revisorer, som afgår på skift, for en 2-årig periode.

Revisorerne skal hvert år senest 1. november gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede.

Driftsregnskab og status skal forsynes med en påtegning.

Hver af revisorerne har til en hver tid ret til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 16   Vedtægtsændringer.
Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 17  Salg m.v.
Til salg, pantsætning eller anden disposition over fast ejendom, skal generalforsamlingens godkendelse foreligge.

§ 18  Foreningens opløsning. 
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 1/2 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på den ekstraordinære generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed uanset hvilket antal medlemmer, der er til stede.

 

På den ekstraordinære generalforsamling skal samtidigt træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue, herunder fast ejendom og løsøre. Her er simpelt stemmeflertal tilstrækkeligt.

 

I tilfælde af opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål i Høng Kommune.

 

Således vedtaget af bestyrelsen og godkendt første gang på generalforsamlingen mandag, den 11. november 1991.

Godkendt anden gang på ekstraordinær generalforsamling tirsdag, den 3. december 1991.

Vedtægtsændringer ifm. frigørelse af Løve/Høng Håndbold er vedtaget på generalforsamlingen d. 13. november 1995 og iværksat d. 20. maj 1996 efter stiftende generalforsamling i Løve/Høng Håndbold.

Vedtægtsændring i forbindelse med nedlæggelse af volleyball-afdeling og udvidelse af antal afdelingsposter med en repræsentant for HG-LIF er vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 27. januar 2004.

Vedtægtsændringer i forbindelse med stemmeret på generalforsamlingen til passive medlemmer, trænere instruktører og ledere vedtaget på ordinær generalforsamling 24. november 2005. Her blev det også vedtaget, at alle medlemmer over 18 år kan vælges til bestyrelsen. Valgbare er også 1 forældre pr. aktive udøver indtil barnets 18. år, samt ledere, instruktører og trænere. Herudover blev det vedtaget, at suppleanter vælges samtidig med de bestyrelsesmedlemmer de er suppleanter for, og har samme valgperiode. Endelig blev det præciseret, at der i forbindelse med formandsvalg er yderligere fire bestyrelsesmedlemmer på valg.

Vedtægtsændring vedrørende ændring af kommunenavn i § 1 samt ændring af ”børn” til ”børn og ungdom” i paragrafferne 8 og 11 vedtaget på generalforsamling 15. november 2008.   

Vedtægtsændring vedr. §11 er vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 11. januar 2010.

 

Vedtægtsændring vedrørende ny løbeafdeling vedtaget på generalforsamling 19. nov. 2011.